Første tur op ad bakken
Ida er første dame i sadlen og følges med spænding fra testteamets udkigspost ved Frederiksberg Slot. Umiddelbart ser hun ud til at klare turen i fin stil - og det lykkes hende endda at overhale en medcyklist, som har valgt at trække sin cykel op ad bakken. Men på den sidste og stejleste del af stigningen må hun helt op at stå i pedalerne, og det er en noget stakåndet Ida, som giver sin vurdering af første tur:
”Det var hårdt, og kørekomforten var ikke god, ” siger hun og tildeler sin cykel sølle to stjerner på en kørekomfortskala fra en til fem.
Men nu er Aleksander på vej op ad bakken. Farten er en skildpadde værdig, cyklen slingrer let og føreren er tydeligt hæmmet af det knækkede gearkabel, som han konstant må stramme op med hånden for ikke at komme ned i 3. gear.
”Det var hårdt!” er de første ord, der kommer over hans læber, da han når toppen. Den tydeligt forpustede testdeltager giver køreoplevelsen den dårligst mulige karakter på komfortskalaen: én stjerne. Ida og Aleksander ser derfor yderst tilfredse ud, mens cykelkonsulent Andreas kaster sig over pumper, skruer og smøreolie – og ca. 15 minutter senere er begge cykler klar til anden tur.
Anden tur op ad bakken
Anden tur op ad bakken udfolder sig som en sand cykelfest. De to testdeltagere, som også til daglig danner par, beslutter at tage turen sammen. Og det er et helt, helt andet syn, som møder testteamet, da de to unge mennesker stryger op ad bakken.
Ingen af dem fristes til at stå op i pedalerne, og selv om det er en storsmilende Ida, der kommer først i mål på sin nypumpede Raleigh, så virker Aleksander næsten endnu gladere. Han brillerer på sin velsmurte Taarnby ved at afslutte opstigningen med en kæk stejlen.
”Det var helt klart en bedre oplevelse,” udtaler han og vurderer nu kørekomforten på sin cykel til fire ud af fem mulige stjerner. Det til trods for, at det mobile værksted ikke havde mulighed for at fikse gearkablet på den afsatte tid. Ida vælger på din side at sprænge komfortskalaen:
”Jeg giver seks stjerner for den tur,” udbryder hun og klapper begejstret sin cykelsaddel.
Testens konklusion
Konklusionen er klar. Aleksander og Ida er rørende enige: Det ER umagen værd at vedligeholde sin cykel. Det ER besværet værd at pumpe dækkene og smøre kæden, for belønningen falder prompte i form af den reneste cykelglæde.
Dermed står CYKLISTER tilbage med ét eneste gyldent spørgsmål til de to testpersoner:
”Men hvorfor gør I det så ikke?”
Ida og Aleksander ser på hinanden et øjeblik, og så tager han ordet:
”Måske er det fordi, vi altid er på vej et eller andet sted hen. Vi har altid en plan, som gør, at det ikke liiige passer ind.”
Og Ida supplerer:
”Vi moderne mennesker er nok lidt for tidsfikserede. Og der kunne vi måske godt lære lidt af folk i Argentina. De er ikke så bange for at komme for sent, som vi er. Og ind imellem ville det helt sikkert være godt givet ud at stoppe op og få lidt luft i dækkene. Det er jo meget dejligere at cykle bagefter.”