Your browser has not requested "Danish" as a preferred language, we have some of our content available in English, would you prefer to see English where available?

Yes, please / No, thank you

TEMA: Fra bil til elcykel:

Det gav virkelig et sus!

Kan man få inkarnerede bilister til at skifte bilsædet ud med cykelsadlen? Det satte vi os for at afprøve! I samarbejde med cykelproducenten Gazelle har vi gennemført et lille eksperiment: I to uger lånte vi elcykler ud til to personer, der har langt til arbejde og som normalt tager turen i bil. Kunne elcyklen udkonkurrere bilen?

Her fortæller den ene testperson, Anna Louise Østergaard, om sine oplevelser som ny hverdagscyklist.


Anna Louise Østergaard fra Nørbæk ved Randers har 17 km til arbejde, og tager normalt turen i bil. Hun er vant til at cykle, men bare ikke så langt som hun har til arbejde. Faktisk har hun længe leget med tanken om at prøve en elcykel, og derfor meldte hun sig til eksperimentet, afslører hun:

- Jeg har altid haft lyst til at kunne undgå bilen og trafikken, men har for langt til at cykle, synes jeg. Da jeg så, at man kunne være med i det her eksperiment, var det jo en mulighed for at prøve, om det kunne fungere rent tidsmæssigt, og også om det vitterlig var muligt at komme frem på arbejde uden at være svedig og skulle bruge omklædning og bad og al den slags, for det synes jeg er for besværligt. Nu har jeg så prøvet det hver dag i to uger, og jeg må sige, at jeg er blevet positivt overrasket. Det fungerede over al forventning.

Jeg startede hjemmefra kl. 6 i morges, og på min vej mødte jeg tre rådyr på en eng og en smuk sol, som stod op.Uddrag af Anna Louises cykeldagbog

Hovedvejen blev skiftet ud med enge og rådyr

Hverken komforten, tidsbesparelsen eller praktikken ved at køre i bil har kunne konkurrere med cykelturen, for den kunne nemlig noget andet, som man ikke får, når man sidder bag rattet og bilruden, fortæller Anna Louise.

- Jeg elskede mine ture om morgen, som var helt fantastiske. At se solen stå op og opleve naturen og morgendisen og alle duftene, det gav virkelig et sus. I stedet for at sidde og stresse i en bilkø, som faktisk dræner en for energi, allerede inden man er startet på arbejde, så gjorde det lige det modsatte, når hovedvejen blev skiftet ud med enge, moser og rådyr.

- Jeg var simpelthen mere frisk og klar i hovedet og fuld af energi, når jeg mødte ind om morgenen. Samtidig havde hjemturen også den effekt, at dagens mange tanker og stress blev cyklet ud af kroppen, så jeg faktisk også kunne være stresset af, inden jeg trådte ind ad døren derhjemme.

Et kick i hele kroppen

For Anna Louise er det ikke et enten eller. Bilen bliver ikke erstattet permanent af cyklen, men hun er ikke i tvivl om, at hun vil snuppe cyklen oftere fremover.

- Blot det at det er en mulighed for mig nu, det vil sige at jeg kan gøre det, hvis jeg har lyst, det føles virkelig dejligt. Det trækker rigtig meget i mig at tage cyklen, fordi det giver sådan et kick i hele kroppen at komme ud i vinden og naturen. Det er nok ikke sikkert, at jeg vil cykle til arbejde hver eneste dag, men jeg vil helt sikkert gøre det ind i mellem. Måske lidt efter vind og vejr og så selvfølgelig også afhængig af, om jeg skal andre ting efter arbejde, hvor jeg har brug for bilen.

Når man har langt til arbejde, så handler det for de fleste selvfølgelig om tid og praktik, og det er også noget, Anna Louise er opmærksom på. Der er dog meget andet end blot antallet af minutter, der tæller.

- Normalt tager turen i bil 20 minutter. På cykel kunne jeg gøre det på 40, så det er selvfølgelig lidt ekstra. Til gengæld sparer jeg jo tid på at skulle motionere efter arbejde, så i det samlede regnestykke tror jeg faktisk, at jeg sparer tid. Når jeg så lægger alle de andre ting oven i … altså det med naturen, den friske luft, energien og alt det, så er det virkelig et attraktivt alternativ til bilen.

Jeg elskede mine ture om morgen, som var helt fantastiske. At se solen stå op og opleve naturen og morgendisen og alle duftene, det gav virkelig et sus!Anna Louise Østergaard

Lidt rugbrød skal der da til

På en elcykel kan man i styret justere, hvor meget eller hvor lidt man bruger motoren. På den måde bestemmer man selv, hvor hårdt eller hvor let det skal være at cykle. Det benyttede Anna Louise sig også af.

- Jeg må være ærlig og sige, at om morgen brugte jeg nok elmotoren ret meget. Jeg arbejder på kontor, så jeg ville ikke komme helt svedig frem, men på hjemturen kunne jeg godt give den gas. Det var fedt, og alene det at have den fleksibilitet er jo virkelig en fordel. Jeg har da også prøvet en enkelt gang at løbe tør for strøm, og så er der jo kun rugbrødsmotoren tilbage.

For Anna Louise havde det også betydning, at det var en ordentlig cykel, og det gjorde faktisk, at cyklen ikke kun blev brugt til arbejde.

- Nu var det en ret god cykel, jeg havde fået lov at teste, så det var jo ren luksus. Den kørte virkelig godt, og det betød faktisk, at i den periode, jeg havde elcyklen, der kørte jeg slet ikke i min bil, heller ikke når jeg skulle handle eller andre ting. Elcyklen udfyldte hele mit transportbehov.

Batteriet gjorde en forskel

Anna Louises deltagelse i eksperimentet har tydeligvis gjort en forskel for hende. Hun er blevet mere afklaret omkring, hvad det giver af muligheder at køre på elcykel, og hun har samtidig fået en masse nye og gode oplevelser.

- Jeg har erfaret, at det var helt afgørende, at det var en elcykel. Jeg ville aldrig cykle til arbejde på en almindelig cykel, det er simpelthen for langt. Elcyklen gør forskellen, og jeg nåede i alt at cykle 550 km i løbet af de to uger. Nu er jeg så tilbage i bilen, og jeg må sige, at jeg ofte sidder på vej til arbejde og tænker ”hmm … nu kunne jeg have cyklet derude”. Jeg kan godt mærke, at det suger i maven, og jeg savner det. Det her har helt klart ændret min tankegang, så jeg skal nok have fat i sådan en elcykel på et tidspunkt, måske til foråret.


OM EKSPERIMENTET

Anna Louise Østergaard (foto t.h.) fik stillet en Arroyo Elite elcykel fra Gazelle til rådighed i forbindelse med efterårsudgaven af VI CYKLER TIL ARBEJDE, der fandt sted 6. -19. september 2021. Som en del af eksperimentet førte hun dagbog over sine cykeloplevelser.

Bemærk, at hun ikke har nogen relation i øvrigt til hverken Cyklistforbundet eller Gazelle. Anna Louise Østergaard blev fundet vilkårligt via et Facebookopslag og er ganske uvildig i forhold til oplevelser og udtalelser.

Cykling er godt for din krop og sjæl

Forskerne er enige: En cykeltur til arbejde har flere positive sidegevinster, end vi tænker over i det daglige.

Læs hvad forskerne har fundet ud af