Your browser has not requested "Danish" as a preferred language, we have some of our content available in English, would you prefer to see English where available?

Yes, please / No, thank you

Foto: De ti cyklister på vinderholdet med champagne, diplom samt et eksemplar af præmiecyklen fra Gazelle. Nummer to fra højre er Ria Thaarup Høegh.

Vinderholdet 2022:

"Vi hepper på hinanden"

Overraskelsen var stor, da holdkaptajn Ria Thaarup Høegh fik den glædelige besked om, at hendes hold havde vundet hovedpræmien i VI CYKLER TIL ARBEJDE 2022. Faktisk gik de på holdet slet ikke op i, at man kunne vinde noget i kampagnen, så da de pludselig stod med ti helt nye og lækre elcykler fra Gazelle, var begejstringen ikke til at skjule.

Der er tradition for, at præmierne i VI CYKLER TIL ARBEJDE er ret flotte, og 2022 var ingen undtagelse. Hovedpræmien var lækre elcykler fra Gazelle, og alle deltagere på vinderholdet fik en cykel hver. Det blev fejret i stor stil med champagne, flødeboller og konfetti, da de blev overrakt til vinderholdet ”Nat og tvær, ud på færd” fra Region Nordjylland.

Vi er en blandet skare af ingeniører, sygeplejersker, it-nørder, testerer, statskundskabere og alt muligt, og vores storkontor hedder noget så mundret som 'National og tværsektoriel IT'. Derfor lå vores holdnavn jo også lige til højrepedalen.Ria Thaarup Høegh, holdkaptajn på team "Nat og tvær, ud på færd"

Det er blevet en tradition

Ria Thaarup Høegh, der var holdkaptajn for vinderholdet, fortæller, at det ikke er første gang, de har været med i VI CYKLER TIL ARBEJDE.

"Vi plejer at være ret mange tilmeldt fra hele region Nordjylland, og vi har været med i mange år. Det er faktisk blevet lidt af en tradition efterhånden."

Ria er leveranceprojektleder i TeleCare Nord, som holder til i Regionshuset i Aalborg. På kontoret er de omkring 35 medarbejdere, der arbejder med at levere it-løsninger til hele landet og også på tværs af sektorer, fx mellem regioner og kommuner.

"Vi er en blandet skare af ingeniører, sygeplejersker, it-nørder, testerer, statskundskabere og alt muligt, og vores storkontor hedder noget så mundret som 'National og tværsektoriel IT'. Derfor lå vores holdnavn jo også lige til højrepedalen," griner Ria.

Rollen som holdkaptajn i VI CYKLER TIL ARBEJDE var ret nærliggende for Ria, der også er sundhedsambassadør på arbejdspladsen.

"Det handler blandt andet om at skabe sunde aktiviteter for medarbejderne, og derfor var det helt naturligt også mig, der fik holdet op at køre, så at sige."

Vi havde faktisk også en ret sjov oplevelse med 'Hent en kollega'-trofæet. En af vores holdkammerater havde cyklet rundt til alle på holdet for at hente dem på vej til arbejde, men der var bare ingen hjemme nogen steder. Han endte med at have cyklet over halvtreds kilometer og bare tage billeder af deres huse.Ria Thaarup Høegh

Det sjove er at motivere hinanden

Trofæerne i kampagnen er også populære her, især Kagetrofæet naturligvis.

"Det er nok det trofæ, flest går efter, og der bliver spis ret meget kage, når man er ti på holdet," griner Ria igen.

"Men vi havde faktisk også en ret sjov oplevelse med 'Hent en kollega'-trofæet. En af vores holdkammerater havde cyklet rundt til alle på holdet for at hente dem på vej til arbejde, men der var bare ingen hjemme nogen steder. Han endte med at have cyklet over halvtreds kilometer og bare tage billeder af deres huse."

Det er naturligvis ikke alle, der er cyklister til hverdag. Der er altid nogen, der lige skal lokkes ud af busken hvert år, fortæller Ria også. Hun er dog ikke i tvivl om, at det især er fællesskabet, der trækker:

"Det er det sjove ved at motivere hinanden, og det har egentlig aldrig været det med præmien. Det har vi ikke rigtig tænkt over før. Altså indtil vi jo lige pludselig vandt! Nogle gange laver vi også sideløbende konkurrencer, hvor man fx kan blive kontorets "VCTA"-mester, men ellers plejer vi bare at heppe på hinanden. Vi har en intern Teams-kanal, hvor vi lægger billeder på og fx fortæller at 'se, jeg tog en skøn omvej ud omkring denne her mark' og den slags."

"Vi blev vildt overraskede, da vi fik at vide, at vi havde vundet de der flotte cykler. Altså, det var jo nogle superlækre og også dyre nogen. Det kom virkelig bag på os alle sammen." Ria Thaarup Høegh

Det kom virkelig bag på os

At holdet ikke havde forventet at vinde, var tydeligt - både da de fik beskeden, og især også da de fik overrakt selve præmien.

"Vi blev vildt overraskede, da vi fik at vide, at vi havde vundet de der flotte cykler. Altså, det var jo nogle superlækre og også dyre nogen. Det kom virkelig bag på os alle sammen."

Med sådan en glædelig overraskelse, var det også svært for Ria at skulle holde det hemmeligt for alle holdkammeraterne indtil selv præmieoverrækkelsen. Og jo tættere dagen kom, jo sværere blev det, fortæller hun.

"Først ringede de jo til mig nogle dage før overrækkelsen for at få mig til ligesom at lave en surprise for holdet. Jeg tænkte 'uha, det bliver svært at holde det hemmeligt i flere dage'. Jeg var nødt til at finde på et eller andet påskud for at samle holdet tre dage senere til den officielle overrækkelse, for de måtte jo ikke vide, hvad der skulle ske. Det var godt nok lidt af en udfordring, uden at nogen skulle fatte mistanke, men jeg tror, det lykkes," fortæller holdkaptajnen.

"Man kan i hvert fald roligt sige, at der var begejstring, da det blev afsløret. Det var jo faktisk en ret stor præmie. Ti cykler til omkring femogtyvetusinde hver, det er jo en kvart million i alt. Ret vildt! Og Cyklistforbundet, som overrakte præmierne, havde sørget for champagne og flødeboller og konfetti og alt muligt sjovt, så det var virkelig et festligt arrangement."

Droppede bilen og tog elcyklen i stedet

Mange har selvfølgelig en cykel i forvejen, men en elcykel kan alligevel noget andet, mener Ria.

"Det gør en forskel, er jeg sikker på. Fx var der en på holdet, som var i gang med at skulle købe en ekstra lille bil, men hun droppede det faktisk og valgte at bruge sin nye elcykel i stedet. For mange af os er det simpelthen også bare blevet til en ekstra komfort. Man kan jo både cykle længere og samtidig komme frem på arbejde uden at være gennemblødt af sved og helt rød i ansigtet. Så det er altså noget andet med sådan en elcykel."

Vi er faktisk begyndt at juble til hinanden, hver gang vi ser en kollega komme på cyklen. Nu kommer vi jo på den samme blå cykel, og det er meget sjovt, når vi ses om morgenen. Ria Thaarup Høegh

Det handler jo ikke om at vinde, meeen …

Ud over fejringen ved præmieoverrækkelsen, er festen slet ikke ovre, afslutter Ria.

"Vi er faktisk begyndt at juble til hinanden, hver gang vi ser en kollega komme på cyklen. Nu kommer vi jo på den samme blå cykel, og det er meget sjovt, når vi ses om morgen. Og så står der den der række af ens cykler ude på parkeringen, det giver bare sådan en dejlig følelse og styrker fællesskabet. Så, selv om det jo ikke handler om at vinde, så gør det alligevel et eller andet ved sammenholdet."

Hvilke trofæer går du efter?

Hop på cyklen i maj og få seje trofæer. Du kan både snuppe "vandrepokalen" og fejre dine cykelpræstationer med op til otte trofæer på din profil.

Læs mere

Hvad er VI CYKLER TIL ARBEJDE?

Cyklistforbundets hverdagsklassiker har fået tusindvis af kollegaer op på cyklerne siden 1997. VI CYKLER TIL ARBEJDE kører hvert år i hele maj, og alle kan cykle med!

Læs mere