Your browser has not requested "Danish" as a preferred language, we have some of our content available in English, would you prefer to see English where available?

Yes, please / No, thank you

Guide:

Sådan indstiller du din cykelsadel

Sko køber vi ikke tre numre for store, og tænker »pyt med, om de passer«. Men cykelsadlen går vi på kompromis med. Selv om numser er lige så forskellige som fødder, beholder de fleste den standardsadel, cyklen er født med. Der er ellers meget at vinde ved at vælge en, der passer.

Forestil dig, at du én arbejdsdag om ugen skulle sidde på en stol, der var lidt for høj eller lidt for smal til dig. Du ville hurtigt forsøge at få stolen byttet til en bedre. Sådan skulle man også tro, det var med cykelsadler. Men selv om mange cyklister sidder i sadlen i noget, der svarer til en arbejdsdag om ugen, så går vi ikke meget op i, om sadlen passer.

Bliver du øm af at sidde på din sadel? Så kan det være, at du skal kigge på din sadels indstilling. Her får du en guide til både at indstille sadlen - og måle, om din sadel har den rigtige bredde.

Sådan skal din sadel indstilles

1. Den rigtige højde

Sadlen må ikke sidde så højt, at du rutsjer fra side til side på den. Undgå unødig friktion mellem dig og sadlen, og find en komfortabel stilling, hvor du har styr over cyklen. Men sørg for at sadlen ikke sidder for lavt – så skal du nemlig bruge mere kraft på at cykle, og du belaster dine knæ.

  • Når du sidder i sadlen og træder pedalen i bund med forfoden, skal dit knæ være let bøjet.

  • Du kan også måle din skridtlængde og gange den med 0,883, så får du den afstand, der skal være mellem midten af krankboksen og toppen af din sadel – målt langs sadelrøret.

2. Den rigtige vinkel

Sadlen skal som udgangspunkt sidde vandret. Men nogle cyklister sidder bedre, hvis den hælder lidt nedad fortil. Så tipper bækkenet nemlig en smule frem, og presset på lænden bliver mindre. Prøv dig frem. For hvis sadlen hælder for meget, vil du rutsje frem mod styret og belaste armene, og din vægt forskydes fra bækkenets hærdede sædeben frem mod sartere områder.

3. Den rigtige afstand til styret

Afstanden fra sadel til styr betyder meget for din kørekomfort. Du kan justere afstanden ved at skubbe din sadel fremad eller tilbage på sadelpinden. Men afstanden afhænger også af dit stel og din frempind (den pind, der holder styret). Stelstørrelsen kan du selvsagt ikke ændre på. Men du kan overveje en kortere eller læn- gere frempind, hvis du ikke kan opnå den rigtige afstand ved at justere sadlen.

  • Sæt din albue ud for spidsen af sadlen, så fingrene peger mod midten af styret. En oldschool tommelfingerregel siger, at afstanden fra fingerspids til styr skal være ca. en 1 cm.

  • Indstillingen afhænger af cykeltypen og dine ønsker til kørestillingen. Så du er er nødt til at prøve dig frem.

Gør-det-selv:

Sådan finder du din sadelbredde

Sadlen skal være så bred, at den støtter under dine sædeknogler. Det er væsentligt for, om du sidder godt. Her er en nem måde til at måle, hvor bred din sadel skal være.

Det skal du bruge:

  • Et stykke bølgepap, der er lidt større end din bagdel
  • En tusch
  • Et målebånd eller en lineal

1. Sid ned

Læg pappet med bølgerne opad på en plan flade. Tøm baglommerne og sæt dig på pappet.

2. Sæt et ordentligt aftryk

Brug din vægt og vug lidt fra side til side, uden at flytte dig. Du kan mærke dine sædeknogler trykke mod pappet.

3. Find dine sædeknogler

Når du rejser dig, er der to små, runde mærker i pappet fra dine sædeknogler. Tegn cirklerne op med en tusch og markér midten af hver cirkel.

4. Frem med målebåndet

Mål afstanden fra midten af den ene cirkel til midten af den anden.

5. Klar til at vælge sadel

Før du kan gå på sadeljagt, skal du lægge lidt ekstra bredde til det mål, du har taget. Hvor meget, du skal lægge til, afhænger af, hvordan du sidder på cyklen:

  • Racer: Læg ca. 1 cm til, hvis du sidder meget foroverbøjet på en sportscykel.

  • City: Læg 2-3 cm til, hvis du sidder let foroverbøjet på en citybike.

  • Classic: Læg ca. 4 cm til, hvis du sidder ret op på en komfortabel hverdagscykel.

7 sadler til dig...

Klassisk lædersadel

En allround-sadel, der kan brugs af de fleste. Runder en smule opad bagtil og hjælper derfor med at tippe bækkenet frem - en fordel for cyklister, der har lidt problemer med lænden.

Hjælperen

En god sadel til personer, som har lændeproblemer og er stive i bevægeapparatet. Sadlen runder en smule op i bagenden, så bækkenet roteres frem.

Cruiseren

God til korte ture, da den er bred og favoriserer cyklister, som gerne vil sidde ret op. Bredden passer dog ikke til alle numser, og især personer med lændeproblemer vil finde den problematisk.

Bedstemor

Sadlen til komfortcyklisten, der sidder ret op. En blød sadel med stor siddeflade, der giver en høj grad af komfort. Størrelsen kan dog gøre det svært at sidde ordentligt på den.

Aflastning

Sadlen til de længere ture. Designet med et hul i midten til at aflaste mellemkødet, så der ikke opstår føleforstyrrelser. For nogle cyklister er sadlen en stor lettelse - for andre kan den være svær at vænne sig til.

Sportssadlen

Den flade sadel, der passer til personer med god fleksibilitet i lænd og haser. Fås i forskellige bredder og kan tilpasses de fleste, der er smidige nok til at sidde på den.

Gelebetræk

Til alle, som ønsker yderligere komfort. Betrækket kan gøre selv en hård sadel blødere, men gør også sadlen markant bredere. I mange tilfælde kan et par polstrede cykelbukser give samme komfort.


Kilde: Jakob Grønkjær Jensen, fysioterapeut, bikefitting.dk

Læs også

Godt pumpet!

Du kender det sikkert godt. Dækkene trænger til lidt luft, og så får de ellers med pumpen, til det synger i ringene. Her får du cykelmekanikerens bedste råd til den perfekte pumpning.

Læs mere

10 gode råd, når du køber brugt cykel

Der er penge at spare ved at købe brugt. Men hvis du ikke ved ret meget om cykler, kommer du nemt hjem med en cykel, som koster dig dyrt i reparationer. Her er 10 gode råd, som hjælper dig med at styre uden om de værste fælder, når du køber brugt.

Læs mere